Voksenbørnehjemmet – Roskilde festival

- Af Lars Bisgaard

Festival opdrager folk, ivertilfalde mentalt. Glem alt politisk bavl om

metodisk børneopdragelse, kulturkløfter og en næstekærlighed der er forsvundet i

et facadepræget overhalingssamfund. Løsningen er simpel - En mark, noget musik

og en pose flute piber.

Det er lidt underligt at vores adfærdsmønster ændres radikalt bare fordi vi bor

i telt under åben himmel. Men alle hverdagens regler ophører og en form for

kærlig anarki indtræder. Der er intet stress og jag, folk er ligeglade og alle

er lige, ingen skel mellem race, alder, uddannelse og intellekt. Om man sætter

hår på Lars H.U.G. backstage eller vasker løg til toiletvagternes

personalemad på campingpladsen - det er lige prestigefyldt.

Modsat vores hverdag i et benhårdt kritikersamfund, søger vi på festival at

finde alt det positive i folk.

Hende den svenske melballe der satte sit punker hår med snus, der sad i vores

lejr og flettede armhuler, det kan da godt være hun ikke var noget videre

tiltrækkende. Alligevel var det en helt særlig charmerende måde hun kunne bøvse

Kent-numre på. Vi kendte hende ikke, men eftersom hun kom forbi vores lejr, et

mødding paradis, skulle hun  bydes på en varm øl, og vi blev ikke sure da hun

spiste vores flute-pibe. Flute pibe er i øvrigt en helt ny ukendt måde at ryge

hash på. På en festival er der så mange alternative måder at ryge hash på, at

man burde overveje at skrive en koger-bog om det. Hash er selvfølgelig noget vi

alle tager meget afstand fra, men på festival er det som at drikke øl med mor og far inden man er fyldt atten, ulovligt men ok.

Så var der også den langhårede polar-baby-ballehud-blege Nordmand, som

sad og lagde frisk blå neglelak på sine håndværkerhænder og som uden tvivl søgte

en, at ”fiske på den forkerte side af åen sammen med”. Han var da klart velkommen.

Han var taget turen helt fra Tromsø for at arbejde sig til et armbånd, adgangstegnet til paradisets mødding. Ingen tvivl om at han var kommet for at nyde den

eneste uge om året hvor han ikke blev tæsket for at være, som han nu var. Måske

det er den nervelammende flute-røg der cirkulerer i kilometers omkreds der

dæmper vores aggressivitet og trang til at skælde- og skille ud.

Festival er et sted hvor alle har ”Helle” og især i vores lejr.

Alle bliver budt indenfor, selv Jehovas vidner er velkomne, så kan de jo

passende råbe ”Vågn op” til de tre der fik et hvæs for meget i flute-piben.

Når så folk forlader lejren, nogle godt ømme, så ønsker de os en fortsat god

festival, en eftertænksom ting som alle i øvrigt render rundt og råber, nogen

krammer endda mens de siger det.

Det møder man jo ikke hjemme i København. Det sker jo ikke at man render rundt

nede på strøget og ønsker folk en fortsat behagelig tur, ned af strøget. Man

krammer heller ikke fremmede på vej ud af bus 5A, mens man råber ”god tur”. En næstekærlighed som er fuldstændig forsvundet, eller slet ikke har eksisteret.

Måske vil jeg frem til at vi kan lære noget fra festivaler om at gebærde sig

bedre og vise mere hensyn i hverdagen. Måske Langelands festivalen er

fremtidens musikalske børnehjem eller ø-lejr. Kærlighed, giraffer og Hans Otto

Bisgaard, hvad mere kan de unge kriminelle savne. Måske Karen Jespersen skulle

droppe ideerne om et kriminalforsorgen, med Bornholm som fange-ø og i stedet

sende dem til Ringe for at møde kærlighed og vende burgere. Måske københavnske

buschauffører ville være mindre fesne at høre på, hvis de fik en krammer i ny og næ.

Måske der ikke ville være så stor en boligmangel i København, hvis vi sov lidt

mere hos hinanden. Bare en lille ”skæv” indgangsvinkel til livet.

Tilbage