Eigil & Majken

 

Tilbage

Besøg hos Majken og Eigil i Grønland

Majken og Eigil har bedt mig om at skrive lidt om min (og Lones) tur til Grønland – råd, tips og gode ideer – så deres kommende gæster ved lidt om, hvad der venter dem, og ikke mindst hvad de kan glæde sig til. J

Lad mig starte med at sige, at Grønland er fantastisk! Man kan ikke andet end at blive fascineret af den unikke natur og kultur, som man ikke ser mange andre steder i verden. Så når nu Majken og Eigil bor der, er det jo en oplagt mulighed for både at besøge dem og samtidig få en speciel ferieoplevelse. Det kan varmt anbefales.

Vores tur startede i Nuuk med bl.a. et glædeligt gensyn med Majken og Eigil. De var gode guider rundt i byen, og Majken havde arrangeret en fornem sejltur ind i fjorden for os alle. Efter Nuuk rejste vi til Ilulissat i Diskobugten, hvor man kan se den smukke isfjord. Begge steder var fantastiske, men Ilulissat var nok lidt flottere end Nuuk. Når man først har set isfjorden, så blegner Nuuk lidt ved siden af. Så vi var glade for rækkefølgen, for da vi var i Nuuk og ikke havde set andet af Grønland, blev vi jo også meget imponerede over det sted.

Vi tog til Grønland i april, hvor der stadig er en del sne i Grønland. Det er alle tiders, hvis man godt kan lide sne, stå på ski, se nordlys og gerne vil køre på hundeslæde. Men hvis vandring er det vigtigste, bør man tage der op om sommeren. Jeg må indrømme, at jeg troede, at det ville være muligt at vandre lidt, selv om der lå sne, men det er stort set umuligt. I Ilulissat vandrede vi ud til isfjorden, hvilket lige kunne lade sig gøre, men vi gik i sne til lårene og blev drivvåde. Længere vandreture var ikke en reel mulighed.

Alle rejser til Vestgrønland fra Danmark kræver, at man flyver over Kangerlussuaq. Vi havde ikke tænkt nærmere over at lave et stop der, hvilket vi endte med at fortryde en lille smule. Jeg har hørt, at Kangerlussuaq i sig selv ikke er en spændende by, men derfra kan man komme på moskusoksesafari og køre med bil ind til indlandsisen, som det eneste sted i Grønland. Ellers kræver et besøg til indlandsisen en hundeslæde eller helikopter. Samtidig skulle der være en rigtig god vandre-/hundeslædetur fra Kangerlussuaq til Sisimiut, som kunne have været spændende at lave. Hvis bare man planlægger det, når flybilletterne fra Danmark bestilles, er det gratis at få et stop i Kangerlussuaq, så det burde man næste tage med.

Tag masser af penge med, når I rejser til Grønland. Det daglige liv i Grønland er så men ikke meget dyrere end i Danmark, og restaurantbesøg koster ca. det samme. En overnatning på vandrehjemmene koster ca. 250 kr. Men det som trækker budgettet op, er transporten mellem byerne samt en hver form for aktiviteter. Fx koster en helikoptertur til indlandsisen i Ilulissat min. 1800 kr. – og 3000 kr. hvis man vil ned og gå på isen. En hundeslædetur fås ikke meget billigere en 1200 kr. for 5-6 timer og de korteste sejlture koster omkring 400 kr. Souvenirs i form af tupilakker eller sælskindsting er bestemt heller ikke billige. Men hvor man måske kan spare på souvenirindkøbene, bør man ikke snyde sig selv for oplevelserne. Men det giver næsten sig selv – man får lyst til at se det hele J

I Nuuk er Majken og Eigil eksperter og kan sørge for, at man får alt at se. På vores anden destination - Ilulissat - havde vi booket plads på vandrehjemmet hjemmefra. Det viste sig ikke at være nødvendigt - med mindre det er højsæson. Ligeledes er det heller ikke nødvendigt at booke tur på forhånd. Det kan man gøre, når man komme op til byen. Dog er der begrænsninger på kapaciteten, så hvis der kommer uforudset mange turister til byen, kan det komme til at knibe. Det skete lidt for os, da et billigt rejsetilbud havde fået usædvanligt mange fra Nuuk til at tage på påskeferie i Ilulissat, hvilket kom bag på tur-arrangørerne. Samtidig kan vejret spille ind. Er der pludselig dårligt vejr, kan alt blive aflyst. Det er altså svært 100% at garantere på forhånd, at tingene kan lade sig gøre som planlagt, men med lidt fleksibilitet i rejseplanen og –budgettet, kan det meste lade sig gøre. Vi kom i hvert fald af sted på stort set alt det, vi havde tænkt os.

Der er fire rejsebureauer i Ilulissat og deres priser er stort set ens, da de arbejder tæt sammen. Så i realiteten er det næsten lige meget, hvem man vælger at booke ved, men vi faldt lidt for Ilulissat Travel (www.ilulissattravel.gl), hvor vi fik en rigtig god service. Gode aktiviteter i Ilulissat er sejlture til isfjorden og rundt til bygderne i Diskobugten, hundeslædeture om vinteren og vandreture om sommeren. Vi tilbragte en hel uge i Ilulissat og kunne sagtens få tiden til at gå.

Rigtig god tur til Grønland!